Louisianas danske samling 1910-1960

Louisiana bød i sommeren 2010 på et gensyn med hovedværker fra den klassiske danske samling, der udgjorde kernen i det oprindelige Louisiana. Efterfølgende blev flere af disse værker langtidsudlånt til museer i hele Danmark.

Da Louisiana åbnede i 1958 var det som et museum for moderne dansk kunst. Museets stifter, Knud W. Jensen, havde i en årrække samlet på værker af danske modernister, der nu fandt deres hjem i Humlebæk. Men allerede efter få år, i forbindelse med den store Documenta-udstilling i Kassel i Tyskland i 1959, ændrede Louisiana orientering og så det nu som sin klare mission at formidle den internationale kunst.

Skønt man i en årrække fortsatte med at erhverve værker af danske kunstnere, fokuserede museet med tiden udelukkende på de danske kunstnere, som havde en international karriere – Asger Jorn og Per Kirkeby for eksempel. Sidenhen, fra omkring årtusindskiftet, er dette fokus blevet større, eftersom den danske samtidskunst har spillet en stadigt voksende rolle uden for landets grænser.

Louisianas samling af dansk kunst frem til omkring 1960 rummer en lang række hovedværker i den danske kunsthistorie – værker som fortjener at vises hyppigere end det kan ske i Humlebæk, forklarer museets direktør Poul Erik Tøjner. Derfor besluttede museet i 2010 at gennemføre en større uddeponeringsplan og tilbød alle de statsanerkendte danske museer at vælge billeder og skulpturer fra en pulje på omkring et hundrede værker. Valgene skulle være begrundet i de sammenhænge, som de enkelte museer allerede havde i deres samling.

På den måde kan Louisianas danske værker ikke alene komme frem i lyset, de kommer tillige ofte i bedre og mere meningsfuldt selskab end de var. En lang række af disse værker blev sommeren over vist på Louisiana inden de "rejste" til deres pågældende destination, udlånt for de næste ti år.

Se listen over de værker fra samlingen, som Louisiana udlåner »