Kunstdage: Skulpturperler

Her kunne du tage med på opdagelse i Louisianas fornemme samling af modernistiske skulpturer. Fire Kunstdage med fokus på hovedværker af Giacometti, Heerup, Moore, Calder, Ernst, Miro m.fl., men hvor deltagerne også kom på sporet af nogle af museets mere ukendte skulpturperler.

Med udgangspunkt i Louisianas enestående skulptursamling, gik denne runde Kunstadage på opdagelse både inden for på museet og uden for i parken, og deltagerne oplevede klassiske værker samt nogle af Louisianas skjulte skulpturperler. Over 4 dage udforskede vi, hvordan skulpturen ser ud i det 20. århundrede, inden for retninger som abstrakte, organiske og stedsspecifikke skulpturgenrer.

Det 4-dages sommerkursus havde en afvekslende og uformel form. Det blev ledet af kunstformidler Trine Holm, og undervejs var der besøg af formidlingschef Elisabeth Bodin, Børnehusets leder Louise Hauerberg, underviser Helle Søndergaard og voksenformidler Mia Flindt, der fortalte om et emne, der står deres hjerte særlig nær. Som afslutning på ugen kom landskabsarkitekt Vibeke Holscher og fortalte om parkens grønne historie og udvikling gennem tiden.


Programmet lød således:
Tirsdag d. 10. aug.
Inspirationsoplæg om skulptur i det 20. århundrede, hvor du får redskaber til at opleve skulpturer med. Oplægget krydres med anekdoter om Louisianas unikke historie og arkitektur. Ved Trine Holm.

Eksistens og smerte: om Louisianas enestående samling Alberto Giacometti-skulpturer. Vi ser bl.a. på skulpturerne i lyset af den franske filosof Jean-Paul Sartre. Ved kunstformidler Helle Søndergaard.

Onsdag d. 11. aug. 
Lousianas ”hemmelige” skulpturpark: Kunst og kolonihavehuse i Søhaven ved Louise Hauerberg, leder af Louisiana Børnehus. 

Organisk skulptur: Vi undersøger bl.a. Henry Heerups eventyrverden, Henry Moores besættelser og Max Ernsts fascination af indianske kulturer. Ved Trine Holm.

Torsdag d. 12. aug.
Mellem Circus og geometri: Alexander Calders univers og andre abstraktioner. Ved Trine Holm.

Mærk verden: Richard Serras værk ”Porten i slugten” og andre stedsspecifikke skulpturer opleves i en fænomenologisk tilgang ved kunstformidler Mia Flindt Clausen.
OBS: Husk gode sko, for her skal vi ud på en anderledes spadseretur ad ”fårestierne” langs parkens skrænter.

Fredag d. 13. aug.
Walk with me: Vi oplever Louisianas natur på en helt ny måde, når vi lytter til Janett Cardiffs lydværk ”Louisiana # 14”. Ved Elisabeth Bodin, formidlingschef

Louisianas park rummer usædvanlige træer og spændende planter: Landskabsarkitekt Vibeke Holscher leder os i gennem parkens grønne historie.