Avantgardens Kvinder 1920 - 1940

Louisiana Kunstdage tager denne gang afsæt i Louisianas store forårsudstilling; Avantgardens Kvinder 1920 -1940, der viser otte kvinder der suverænt markerede sig som banebrydende avantgarde kunstnere i mellemkrigstidens Europa.

Det drejer sig om kunstnerne Sophie Taeuber-Arp (1889-1943) Claude Cahun (1894-1954), Florence Henri (1893-1982), Hannah Höch (1889-1978), Germaine Dulac (1882-1942), Sonia Delaunay (1885-1979) Katarzyna Kobro (1898-1951) og Dora Maar (1907-1997) - som udfoldede sig nyskabende inden for retningerne Dada, konstruktivisme og surrealisme.

Men hvem var disse kvindelige kunstnere? Hvordan levede de i avantgardemiljøet i 1920 - 30erne? Hvilke valg både personlige og æstetiske viste sig afgørende for deres succes og centrale rolle i en ellers mandsdomineret kunstnerverden?

På Kunstdage undersøger vi dette spændende felt i et biografisk, æstetisk, socialt og samfundshistorisk perspektiv.

På omvisningerne
går vi tæt på disse kvinders liv og kunstneriske virke indenfor fotomontage, tekstildesign, skulptur, film og maleri, og peger på de æstetiske nybrud, der har vist sig væsentlige for fremtidens kunsthistorie.

Oplægsholdere vil i mødelokalet perspektivere udstillingen. Mette Marcus vil som kurator fortælle om udstillingens baggrund. Sidsel Maria Søndergaard, direktør Øregaard museum stiller skarpt på kunstneren Franciska Clausen (1899-1986) og beretter om hvordan, en kvindelig dansk kunstner blev del af avantgarden og et internationalt netværk. Jytte Larsen, seniorforsker i ligestillingshistorie ser på kvinders vilkår i mellemkrigstiden og udfolder sin tese om, at datidens kvindelige kunstnere i kraft af deres boheme-liv blev feministiske frontløbere. Susan Hinnum, som selv er udøvende kunster og kendt for sine provokerende projekter og feministiske kritik, fortæller om sit eget karriereforløb og erfaringer som kvindelig kunstner.

Om Kunstdage: Kunstdage er inspirerende kurser på Louisiana, der kombinerer omvisninger og perspektiverende foredrag af indbudte oplægsholdere. Kunstdage om Avantgardens kvinder ledes af Mia Flindt, kunstformidler fra Louisianas Voksenformidling.


PROGRAM

UGE 11. Onsdag den 14. marts
Velkomst i mødelokalet. Baggrund og motivation for udstillingen om Avantgardens Kvinder.
Ved kurator Mette Marcus.
Præsentation af udstillingens otte kunstnere.
Ved Mia Flindt
Oplæg i mødelokalet og omvisning.

UGE 12. Onsdag den 21. marts
Gennemgang af kunstnernes greb i forhold til farvekompositioner og rumkonstruktioner inden for konstruktivistisk maleri, skulptur og tekstildesign.
Ved Mia Flindt
Omvisning i udstillingen

UGE 13. Onsdag den 28. marts

Om danske Franciska Clausen, hendes kunst og forbindelser til den internationale avantgarde. Ved Sidsel Maria Søndergaard mag. art. og museumsdirektør på Øregaard Museum.
Oplæg i mødelokalet

UGE 15. Onsdag den 11. april
Hvordan kvindelige kunstneres boheme-tilværelse og seksualitet blev en forudsætning for en feministisk front.
Ved Jytte Larsen, seniorforsker i ligestillingshistorie.
Oplæg i mødelokalet

UGE 16. Onsdag den 18. april

Gennemgang af udstillingens temaer om identitet og surreale verdner inden for fotomontage og portrætfotografi. Med udsyn til andre kunstnere som f.eks. – Piet Mondrian, André Breton og nutidige Cindy Sherman.
Ved Mia Flindt
Omvisning i udstillingen

UGE 17. Onsdag den 25. april
Om at være kvindelig kunstner i dag og et feministisk blik på kunsthistorien.
Ved Susan Hinnum, kunstner og forstander ved Ærø Kunsthøjskole.
Oplæg i mødelokalet


PRAKTISK INFORMATION

Tidspunkt og mødested
Onsdage kl.11.15-13.15 (UDSOLGT)
eller
Onsdage kl.17-19.
I alt 6 gange. Mødested: Louisianas mødelokale

Pris
Klubpris: 825 kr.
Alm. pris 975 kr. inkl. entré
Inkl. The og kaffe når vi er i mødelokalet
Max antal deltagere: 25


Tilmeld»