Forårets billedværksted for voksne

Med inspiration fra udstillingen Avantgardens Kvinder 1920-1940 – og dermed en af de mest spændende og eksperimenterende perioder i kunstens historie – skal vi arbejde med mange forskellige udtryk, teknikker og materialer.

Forårets Billedværksted tager naturligvis udgangspunkt i sæsonens spændende udstilling om kvindelige pionerer i mellemkrigsårene. Avantgardens Kvinder 1920-1940 sætter fokus på otte markante kvindelige kunstnere – bl.a. Sophie Taeuber-Arp, Sonia Delaunay, Claude Cahun og Dora Maar – der var banebrydere på hver deres område.

På værkstedet kommer vi derfor til at arbejde med både maleri, tegning, tryk og modellering. Hver gang ser vi først sammen på de værker eller emner, vi skal beskæftige os med, og går derefter i værkstedet og arbejder med forskellige materialer og teknikker.

Der udbydes tre forløb.

Hvornår:

Tirsdage kl. 18.30-21 - første gang 28. februar 2012

Onsdage kl. 18.30-21 - første gang 29. februar 2012

Torsdage kl. 18.30-21 – første gang 1. marts 2012

Hvert Billedværksted løber over 8 gange og slutter med en fernisering 15.maj 2012, hvor alle værkerne kan vises frem til familie og venner.

Pris:
Pris for billedværkstedet er inklusiv materialer 1700 kr. (+ kr. 10 i gebyr) for ikke-medlemmer og 1500 kr. (+ kr. 10 i gebyr) for medlemmer af Louisiana Klubben