
Louisiana Live-kalender
Arrangementer marts 2010
UDSOLGT
En aften med skuespiller Jesper Christensen, der viser yndlingsklip fra egne og andres film og fortæller personligt og professionelt fra en karriere på forreste række. Senest har Jesper Christensen været gæst ved Berlinalen, fordi han spiller hovedrollen i Pernille Fischer Christensens nye film En Familie, der får dansk premiere til efteråret. Filmen har netop modtaget filmkritikernes pris ved Berlinalen.
Han skriver selv om sin teaterkarriere: ” Shakespeare, Moliere, O'Neill, Chekov, Sartre, Feydeau, Sheridan, Nigel Williams, Mastrosimone, Fassbinder, Gorki, Ostrovski, Schiller, Holberg etc. Spillede Alceste i Misantropen, Richard i Richard lll (solo), Faust i Faust, Astrov i Vanja,- en hel masse bekymrede mænd. Elsker mænd. Vi er så dumme. Holdt op med at spille teater i 98. Siden da kun dumme mænd på film.”
Vært: Synne Rifbjerg
Kunstneren Nikoline Werdelin er tilbage i dagbladet Politiken med små og store dramaer, skæbner, typer og situationer, som mange danskere spejler sig i med vanedannende genkendelse. Det foregår i tegnede striber, som Nikoline Werdelin, efter en periode som fortrinsvis dramatiker, har genoptaget som sit primære medium. Men menneskene er de samme - eller er de?
Vært: Marie Tetzlaff
Søskendeparret Lotte og Søren Hammer fra Frederiksværk træder d.18 marts ind i krimigenrens tryllekreds med en usædvanlig historie både i bogen Svinehunde, forlagsmæssigt og personligt.
Hun er sygeplejerske og han er skolelærer, og de har intet haft med den litterære verden at gøre, før de for seks år siden sendte en tusind sider langt manuskript ind til Gyldendal, som øjnede talent, men ikke kunne se historien for bar ord. Skær sekshundrede sider fra, lød beskeden fra redaktøren, og nu udkommer resultatet i et helt usædvanligt første oplag på 20.000 eksemplarer, og for at det ikke skal være løgn er bogen på forhånd solgt til 14 lande.
Mød Søren og Lotte Hammer og hør, hvordan de fandt på at skrive den første bog - for de er allerede i gang med den fjerde i serien. Svinehunde handler om pædofili og bevæger sig rundt om emnet på en ifølge Gyldendals direktør Johannes Riis ”uafrystelig nuanceret måde”.
Vær med til en festlig udgivelsesdag på Louisiana og hør den forunderlige historie fra fortællernes egen mund. For som Søren Hammer sagde i Politiken sidste år, da rygtet begyndte at løbe:. »Vi har det sådan, at går det godt, er det fint, men går det mindre godt, er det også okay. Det vigtigste er, at vi har det skægt, og at vi nu har fået mulighed for at skrive endnu mere. Og en ting er sikkert: Vi bliver ikke dem, der kommer til at løbe rundt for at finde en kameralinse at kigge ind i, når medieinteressen har lagt sig«. Lotte Hammer klukler.
»Nej, vel? Vi skal bare hjem til Frederiksværk og hygge os, skal vi«.
Svinehunde kan købes på museet på udgivelsesdatoen, og man kan få signeret sit eksemplar.
Vært: Synne Rifbjerg
Mød Christoffer Guldbrandsen, det seneste tiårs mest omdiskuterede danske dokumentarfilminstruktør. Med film som ’Fogh bag facaden’ (2003) om EU-topmødet 2002, ’Den hemmelige krig’ (2006) om Afghanistan krigen og ’Dagbog fra midten’ (2009) om Ny Alliance har han hver gang anbragt sig i orkanens øje.
Han har været under massiv beskydning og mistænkeliggørelse fra regeringens spin-apparat, senest i forbindelse med en læk fra Forsvarsministeriet. Christoffer Guldbrandsen vil fortælle om det og om sin arbejdsmetode samt vise klip fra sine film, herunder også ’Rødvinsgenerationen’ om forældrene og den seneste om Lissabon traktaten – stadig i klipperummet.
Vært: Marie Tetzlaff

