Mød de vandrende svende billedkunstnerne Christian Vind og Claus Carstensen, der har registreret deres 700 kilometer lange gåtur til Trieste i en logbog i en samtale om kunsten at gå og se og tænke og forstå kunsten i centraleuropæisk perspektiv.
Logbog - en rejse til Trieste
er en dokumentation af en rejse som de to forfattere og billedkunstnere har foretaget fra København til Trieste ad en rute, der følger den tidligere øst/vest opdeling af Europa, og som krydser det enklaveagtige, kulturelle skel, som er et resultat af den tredive år lange religionskrig mellem reformation og modreformation.
Af de 1200 km, der er i luftlinje mellem København og Trieste, har de to forfattere vandret 700 km i løbet af de 38 dage rejsen varede. Bogen beskriver gennem dagbogsoptegnelser, kulturkritiske essays, fotografier og collager turen ned gennem Centraleuropa, der gennem de sidste mange århundreder har været præget af vidt forskellige billedstormeriske bevægelser, der af indlysende grunde har interesseret forfatterne som billedkunstnere. Det bærende og centrale element i bogen er dog de personlige iagttagelser og oplevelser under en vandring og rejse, der begyndte den 18. april 2006 og sluttede den 26. maj samme år.