


ARRANGEMENTET ER UDSOLGT
”Hvis jeg havde vidst hele mit liv, at jeg ikke ville få de penge, havde jeg foretaget mig noget fornuftigt.”
Omdrejningspunktet for Christian Sønderby Jepsens åbenbaring af en dokumentarfilm, Testamentet, er den klassiske familiekonflikt omkring en – formodet – arv. Millioner, der kan ændre livet fra en tilværelse på skyggesiden til udfrielse af drømme.
Henrik er arbejdsløs og har hampplanter i stuen. Han drikker guldbajere i bilen på vej til sin morfars begravelse og kommer for sent. Hele sit liv har han fået at vide, at han en dag vil arve sin rige morfar, men nu da han og broren Christian, der er narkoman og vil bruge pengene på nye tænder, venter på millionerne og et bedre liv, må de slås med deres moster om arven.
Kampen ripper op i familiens dysfunktionelle historie og brødrenes ulykkelige barndom, hvor moren drak sig ihjel og efterlod sine sønner hos en manipulerende far, der viste sin kærlighed ved at tage dem med til thailudere.
Testamentet er instruktør Christian Sønderby Jepsens første dokumentarfilm i spillefilmlængde, og den er et gennembrud for danskeren, der tidligere har dokumenteret sin fars krig med naboen i kortfilmen Side om side.
Testamentet vises i Louisianas koncertsal d. 2. feb. kl. 17.30. Filmen varer 86min. Ved tilmelding til LIVE kan man forudkøbe buffet, så det er muligt at nyde en middag i Louisiana café inden LIVE mødet med Christian Sønderby Jepsen begynder kl. 20.00
Desuden - som et gribende ekstra element i den diskussion har instruktøren netop meddelt, at hovedpersonen i dramaet Henrik Ernst Steffensen også gæster Louisiana Live, så man fra ’hestens egen mund’ kan høre, hvordan det er at blive hovedperson i dobbelt forstand i sit livs drama, mens kameraet snurrer.
Vært: Synne Rifbjerg
