Koncertkalender

Mendelssohn | Strygekvartet op. 80
Bartók | Strygekvartet nr. 2
Beethoven | Strygekvartet op. 59/3

Billet bestilling 

Beethoven og kvartetterne
Det var en ganske ung genre, Ludwig van Beethoven kastede sig over, da han i 1798 skrev de første skitser til en strygekvartet. Dette at lade fire strygere spille på lige fod, hørte oplysningstiden til. ”En konversation mellem fornuftige mennesker”, sagde man og mente det. Det blev til 16 strygekvartetter, og han nåede hele kompasset rundt. Begyndte i den diverterende stil, som Haydn og Mozart havde dyrket, og han endte med de såkaldte ”gale” kvartetter, hvor alt blev prøvet af. Det var ikke mindst med Beethovens kvartetter, at genren fik sin særstilling i kammermusikken.

Kunderne som bestilte strygekvartetter, var også i særklasse. Således den russiske gesandt i Wien, grev Razumovsky, der i 1806 bestilte de tre kvartetter opus 59 hos Beethoven, og oven i købet stillede en strygekvartet til komponistens rådighed. Det var en kolossal gevinst for Beethoven, og de tre kvartetter adskiller sig enormt fra de tidligere kvartetter. Blot længden af den 1. kvartet i F-dur overskrider alt, hvad man tidligere havde oplevet. Små 40 minutter var ellers forbeholdt symfonier og større orkesterværker, men Beethoven har så meget på hjerte. I den 2. kvartet i e-mol bliver kræfterne sluppet løs i et stort anlagt drama, hvor lys og mørke hele tiden skifter.

Beethoven indleder den 3. kvartet i C-dur med at sætte tiden i stå. Den langsomme indledning Andante con moto er i sig selv ikke et brud med konventionerne, men den langsomme indledning former sig som tætte akkorder, der umærkeligt forandrer sig i nye retninger, som om de havde deres eget liv. En vision af overjordisk karakter, inden den egentlige kvartet kan begynde. Beethoven havde stærke ideer med sin musik og på det tidspunkt han skrev denne kvartet var han grebet af den franske revolutions budskab om lighed, frihed og broderskab, hvilket bl.a. udmøntede sig kraftfuldt i 3. symfoni ”Eroica” fra 1804. Både i strygekvartetterne og symfonien er de kompositoriske midler i overensstemmelse med en moden komponist, der kendte både til livets triumfer og nederlag.

I øvrigt er det den samme idealisme, der senere griber den franske maler Eugène Delacroix i maleriet Friheden fører folket fra 1830. Hér er det godt nok en ny revolution, der inspirerer, men begge kunstnere hylder det heroiske, sejrrige, fremstormende på hver deres måde: i toner og på lærredet. For begge kunstnere blev optimismen siden afløst af et mere realistisk syn på tilværelsen, men hos Beethoven indgik det ”revolutionære” som en del af et kompositorisk vokabular hos en moden komponist, der kendte både til livets triumfer og nederlag.

Beethoven foretog en livsrejse med sine kvartetter. Det sidste opus 135 blev komponeret i 1826. Den kan minde om nogle af de tidligere kvartetter i sin opbygning lige indtil finalen, hvor Beethoven musikalsk og konkret i noden stiller spørgsmålet: ”Muss es sein?” – Skal det være? Han svarer selv: ”Es muss sein!”. Musikken var blevet et eksistentielt anliggende og strygekvartetten det bedste sted at bearbejde de spørgsmål, der pressede sig på.

Den 18-årige Felix Mendelssohn komponerede året efter en strygekvartet i a-mol (opus 13), der direkte citerede Beethovens ”Muss es sein?” Mendelssohns svar var det ungdommelige, romantiske: ”naturligvis!” Og gennem hele sin karriere som komponist var Mendelssohn sig sin gæld til Beethoven bevidst. Strygekvartetten i f-mol opus 80 er komponeret 20 år senere i sommeren 1847. Den havde tilnavnet ”Requiem for Fanny” og er en dyb personlig reaktion på søsterens død, men også et slags testamente over hans eget liv. Han var syg og døde senere samme år. Hér, til det sidste, er gælden til Beethoven tydelig i de stort anlagte ydersatser, men ikke mindst i den smertefuldt smukke langsomme 3. sats, der lyder som et ekko af Beethoven.

Det lyder umiddelbart, som om der er langt fra Beethoven til Bartók. På de knap 100 år, der skilte dem tidsmæssigt, udviklede musikken sig i kvantespring, men alligevel er der en genklang af de gamle mestre, som ”opfandt” strygekvartetten: Haydn, Mozart og Beethoven. 1. sats af Bartóks 2. strygekvartet er et lysende eksempel på, hvordan et nyt, avanceret tonesprog bliver afbalanceret af de klassiske dyder som melodi, harmoni og klarhed, inden det i de følgende satser går løs med hidsig folkemusik, skæve rytmer og udtryk, der er ved at sprænge alle rammer. Men selv hér, kan man høre, hvordan Beethovens gale spiller med. Den fornuftige konversation er væk. Strygekvartetten er blevet til fire udråbstegn.

Mendelssohn | Strygekvartet op. 80
Bartók | Strygekvartet nr. 2
Beethoven | Strygekvartet op. 59/3

Billet bestilling 

Beethoven og kvartetterne
Det var en ganske ung genre, Ludwig van Beethoven kastede sig over, da han i 1798 skrev de første skitser til en strygekvartet. Dette at lade fire strygere spille på lige fod, hørte oplysningstiden til. ”En konversation mellem fornuftige mennesker”, sagde man og mente det. Det blev til 16 strygekvartetter, og han nåede hele kompasset rundt. Begyndte i den diverterende stil, som Haydn og Mozart havde dyrket, og han endte med de såkaldte ”gale” kvartetter, hvor alt blev prøvet af. Det var ikke mindst med Beethovens kvartetter, at genren fik sin særstilling i kammermusikken.

Kunderne som bestilte strygekvartetter, var også i særklasse. Således den russiske gesandt i Wien, grev Razumovsky, der i 1806 bestilte de tre kvartetter opus 59 hos Beethoven, og oven i købet stillede en strygekvartet til komponistens rådighed. Det var en kolossal gevinst for Beethoven, og de tre kvartetter adskiller sig enormt fra de tidligere kvartetter. Blot længden af den 1. kvartet i F-dur overskrider alt, hvad man tidligere havde oplevet. Små 40 minutter var ellers forbeholdt symfonier og større orkesterværker, men Beethoven har så meget på hjerte. I den 2. kvartet i e-mol bliver kræfterne sluppet løs i et stort anlagt drama, hvor lys og mørke hele tiden skifter.

Beethoven indleder den 3. kvartet i C-dur med at sætte tiden i stå. Den langsomme indledning Andante con moto er i sig selv ikke et brud med konventionerne, men den langsomme indledning former sig som tætte akkorder, der umærkeligt forandrer sig i nye retninger, som om de havde deres eget liv. En vision af overjordisk karakter, inden den egentlige kvartet kan begynde. Beethoven havde stærke ideer med sin musik og på det tidspunkt han skrev denne kvartet var han grebet af den franske revolutions budskab om lighed, frihed og broderskab, hvilket bl.a. udmøntede sig kraftfuldt i 3. symfoni ”Eroica” fra 1804. Både i strygekvartetterne og symfonien er de kompositoriske midler i overensstemmelse med en moden komponist, der kendte både til livets triumfer og nederlag.

I øvrigt er det den samme idealisme, der senere griber den franske maler Eugène Delacroix i maleriet Friheden fører folket fra 1830. Hér er det godt nok en ny revolution, der inspirerer, men begge kunstnere hylder det heroiske, sejrrige, fremstormende på hver deres måde: i toner og på lærredet. For begge kunstnere blev optimismen siden afløst af et mere realistisk syn på tilværelsen, men hos Beethoven indgik det ”revolutionære” som en del af et kompositorisk vokabular hos en moden komponist, der kendte både til livets triumfer og nederlag.

Beethoven foretog en livsrejse med sine kvartetter. Det sidste opus 135 blev komponeret i 1826. Den kan minde om nogle af de tidligere kvartetter i sin opbygning lige indtil finalen, hvor Beethoven musikalsk og konkret i noden stiller spørgsmålet: ”Muss es sein?” – Skal det være? Han svarer selv: ”Es muss sein!”. Musikken var blevet et eksistentielt anliggende og strygekvartetten det bedste sted at bearbejde de spørgsmål, der pressede sig på.

Den 18-årige Felix Mendelssohn komponerede året efter en strygekvartet i a-mol (opus 13), der direkte citerede Beethovens ”Muss es sein?” Mendelssohns svar var det ungdommelige, romantiske: ”naturligvis!” Og gennem hele sin karriere som komponist var Mendelssohn sig sin gæld til Beethoven bevidst. Strygekvartetten i f-mol opus 80 er komponeret 20 år senere i sommeren 1847. Den havde tilnavnet ”Requiem for Fanny” og er en dyb personlig reaktion på søsterens død, men også et slags testamente over hans eget liv. Han var syg og døde senere samme år. Hér, til det sidste, er gælden til Beethoven tydelig i de stort anlagte ydersatser, men ikke mindst i den smertefuldt smukke langsomme 3. sats, der lyder som et ekko af Beethoven.

Det lyder umiddelbart, som om der er langt fra Beethoven til Bartók. På de knap 100 år, der skilte dem tidsmæssigt, udviklede musikken sig i kvantespring, men alligevel er der en genklang af de gamle mestre, som ”opfandt” strygekvartetten: Haydn, Mozart og Beethoven. 1. sats af Bartóks 2. strygekvartet er et lysende eksempel på, hvordan et nyt, avanceret tonesprog bliver afbalanceret af de klassiske dyder som melodi, harmoni og klarhed, inden det i de følgende satser går løs med hidsig folkemusik, skæve rytmer og udtryk, der er ved at sprænge alle rammer. Men selv hér, kan man høre, hvordan Beethovens gale spiller med. Den fornuftige konversation er væk. Strygekvartetten er blevet til fire udråbstegn.