Koncertkalender

Daishin Kashimoto | violon    
Amihai Grosz | viola
Zvi Plesser | cello
Eric Le Sage | piano
Brahms | Kvartet for piano og strygere nr. 3 c-mol op. 60 
Brahms | Kvartet for piano og strygere nr. 1 g-mol op. 25 
Brahms | Kvartet for piano og strygere nr. 2 A-dur op. 26 

Billetbestilling »

1861 / Brahms klaverkvartetter
Det er tankevækkende, at mens Brahms skrev sine klaverkvartetter, komponerede Wagner Tristan og Isolde. Det foregik i årene omkring 1861. Man kan næppe forestille sig mere forskellig musik skabt efter samme recept: at musikken udtrykker de dybeste følelser. Hvor den 29-årige Brahms arbejder med musikken på dens egne præmisser, er den 44-årige Wagner ude i et helt andet ærinde: Han lader musikken være talerør for en forståelse af Schopenhauers filosofi om viljen. Og alligevel er de to værker båret af samme motiv: kærligheden til en kvinde, der er gift.

 Wagners forelskelse i Mathilde Wesendonck (gift med en købmand) afspejles i operaen om Tristan og Isolde, mens Brahms’ kærlighed til Clara Schumann (gift med en komponist) skinner igennem i klaverkvartetterne – ikke mindst i A-dur kvartetten fra 1861, hvor 2. sats er broderet over et Heine-digt, der lyder: ”Die Sonne hebt sich noch einmal / Leuchtend vom Boden empor / Und ziegt mir jene Stelle / Wo ich das Liebste verlor.” Både operaen og kvartetten drejer sig om den tabte kærlighed. Et yndet emne i denne periode, som kaldes romantikken.

Brahms var som ung knyttet til den tyske litterære romantik og sværmede for Novalis, Jean Paul, E.T.A. Hoffmann – kaldte sig endda den ”unge Kreisler” efter Hoffmanns fiktive person – og han var ganske porøs, da han mødte Robert og Clara Schumann. Robert Schumann skrev en glødende artikel om den unge Brahms og nævnte i den forbindelse også violinisten Joseph Joachim, der blev en central figur i begge komponisters liv både som musiker og inspirator. ”Frei, aber einsam” var Joachims motto, men det kunne også være et motto for hele den romantiske bevægelse og henvise til den situation, den ægte kunstner stod i, når han fulgte sine idealer og sit inderste kunstnersind frem for at gå på kompromis i fornuftens navn.

Fri, men ensom. Det var et stærkt motto for romantikkens kunstner. Ensomheden kunne man søge
i naturen, sådan som Casper David Friedrich havde skildret det i sine motiver eller den ”byronske helt” – en rastløs, skyldtynget enspænder opfundet af Lord Byron. Den engelske maler J.M.W. Turner var ultimativ i sine naturskildringer især fra 1840’erne, hvor billedrummet åbnes, jeg’et forsvinder derind og bliver et med naturen. Det samme forhold har musikken til kærligheden, som den bliver skildret af Wagner i Tristan og Isolde – ikke mindst i Isoldes Liebestod, hvor døden skildres som en underskøn forløser af kærligheden.

Knap så ekstatisk var Brahms, hvis fundament i de klassiske former og traditioner aldrig lod sig fornægte. Og således blev Brahms bundet for en vogn af såkaldte ”nyklassicister” over for Wagner-Liszt-kredsens ”nytyskere”. En æstetisk diskussion med udgangspunkt i en artikel af den frygtede wiener-kritiker Eduard Hanslick, der talte om det ”musikalsk skønne”, hvortil Wagners musik efter hans mening bestemt ikke hørte. Man taler også om den absolutte musik versus programmusikken og diskuterer hermed, om musikken har et indhold endsige et budskab ud over blot det at være klingende toner.

Diskussionen om absolut musik over for program-
musik havde dybe rødder i kunstens forhold til virkelig-
heden. Romantikken tegnede i sin oprindelse et idealistisk billede af menneskets symbiose med naturen, hvor der blev plads til følelser båret af politisk handlekraft. Wagners Nibelungens Ring skildrer både i sin tilblivelse og handling dette forløb, og i Tristan og Isolde er den kunstneriske kraft vendt indad og ender i selvfornægtelse. Wagners kunstfilosofi levede videre både i musik, kunst og litteratur. Modbevægelsen hertil var at skildre verden, som den virkelig så ud. I 1855 malede Gustave Courbet Malerens atelier og provokerede det parisiske kunstetablissement med sin realistiske stil. Siden skulle Manet bl.a. male Frokost i det grønne (1863) og han lå i kunstnerisk forlængelse af den litterære realisme med Balzac, Flaubert og Zola.

Brahms var ikke bekendt med disse ting, men på sin egen facon fulgte han også en realistisk måde at komponere på. Hvor følsom, til tider indadvendt og fyldt med kærlighedshentydninger til Clara musikken end kunne være, var den forankret i det musikalske materiale og de klassiske former. Til allersidst i 1896 var han afklaret, da han komponerede Vier ernste Gesänge og havde døden inde på livet: først Claras død siden forventningen om sin egen. Men selv i denne situation er der et fortrøstningens skær over disse sange. Funderet i en dyb tillid til det kristne budskab fra 1. Brev til Korinterne: ”Men det største af dem er kærligheden” – kærligheden forstået som næstekærligheden. Hævet op over den personlige sfære, som det var tilfældet i 1861.