Koncertkalender

Sjostakovitj | Strygekvartet nr. 4
Penderecki | Strygekvartet nr. 3
Brahms | Strygekvintet G-dur op. 111

 

Billet bestilling 

 

Polen efter 2. Verdenskrig                                                                                       
Tryk avler modtryk. Newtons 3. lov er brugt i mange sammenhænge, som ikke har med fysik, mekanik og matematik at gøre. Gennem historien har man set det politisk, og det har ført til revolutioner, ungdomsoprør og opstande – og gør det stadig. Se blot på det arabiske forår, som tilsyneladende ingen ende har. Situationen i Polen efter 2. Verdenskrig er ingen undtagelse. Polen, som gennem hele sin historie havde oplevet at blive undertrykt, delt og blot set som en brik i et storpolitisk spil, fik endnu en undertrykker efter russernes ”befrielse” fra nazisterne.

Det sovjetiske regime udøvede total kontrol af landet og slog ned på enhver opstand. Men tryk avler modtryk, og hvad der ikke reelt lykkedes politisk før 1990 kom til udtryk i kulturen, først og fremmest film, teater og musik. En vilje til at hylde friheden og ikke mindst til at eksperimentere. Som om netop undertrykkelsen virkede befordrende på kreativiteten.

Det boblede og sydede af kunstnerisk trang til at vise en anden side af menneskelivet end den, propagandaen eksponerede for folket. Og når der var tilløb til folkelige opstande f.eks. i 1956, 1970 og siden hyppigere frem mod 1989, så brast overfladen og nye kunstneriske tiltag så dagens lys. I 1956 åbnede således en række eksperimenterende studenter- og undergrundscener med nye teatre som Cricot 2 og Teatr Pantomimy, idet de videreudviklede det polske totalteaters form med dets særlige skuespilteknik og iscenesættelse, der opnåede international anerkendelse.

På filmens område var der allerede i begyndelsen af 1900-tallet skabt grundlag for en spændende og betydelig produktion; i 1930’erne dukkede avantgardegruppen START op med bl.a. Wanda Jakubowska, der især er kendt for Den sidste etape (1947) baseret på egne oplevelser fra koncentrationslejren i Auschwitz. Efter 2. Verdenskrig var det instruktører som Andrzej Wanda, Andrzej Munk og Jerzy Kawalerowicz, der med deres fabulerende og provokerende billedsprog satte nye standarder for film og lagde op til nyere tids store skikkelser: Roman Polanski (der kun arbejdede kort tid i sit hjemland) og i nyere tid Krzystof Kieslowski, hvis hovedværk Dekalog fra 1988 skabte international opmærksomhed omkring polsk film, og hvis grundtone netop er det passionerede liv, der finder sted under en tilsyneladende rolig overflade.

Efter 2. Verdenskrig var der komponister, der skrev i en stil, som behagede det kommunistiske styre. 49-gruppen (fra 1949) var dominerende med musik, som lød moderne, men i bund og grund byggede på de klassiske former og var til at forstå også for almindelige mennesker. En komponist som Witold Lutoslawski, der var født i 1913, blev tilknyttet gruppen, men havde allerede inden krigen skrevet en symfoni, der blev fordømt af styret. I 1950’erne udviklede han sig hen imod en eksperimenterende stil, og hans musik anses i dag som førende ikke blot i polsk, men i europæisk sammenhæng.

Det var der også en yngre generation, der gjorde. De var i 20’erne og skrev en musik, der forholdt sig til den polske tilstand: undertykkelsen og trangen til at udtrykke sig i store følelser. Det er demonstrativt til stede i værker af den polske komponist Krzysztof Penderecki, der allerede som 28-årig skrev gennembrudsværket Threnos – en klagesang for Hiroshimas ofre – komponeret for 52 strygere. Penderecki arbejder her konsekvent med clusters: tætte klange hvor man ikke kan høre de enkelte toner. Klangen var et hovedanliggende for Penderecki, men det ekspressive element pressede sig mere og mere på, og Penderecki udviklede den særlige polske ”plakatstil”, hvor udtrykkene så at sige er skåret ud i pap. Det har vist sig i magtfulde værker som Lukas-passionen (1963-65), Dies Irae (1967) for ofrene i Auschwitz, operaen Djævlene fra Loudon (1968) og Polsk Requiem (1980-84), der alle udpensler menneskets lidelser.

Pendereckis musik har med sit direkte musikalske sprog, bløde atonalitet og bevidste satsning på effektfulde klange vundet et stort publikum. Men han er ikke blevet kult i samme omfang som sin jævnaldrende landsmand Henryk Górecki, hvis udgangspunkt var den frie atonalitet. I løbet af 60`erne tyndede han ud i virkemidlerne, inddrog gammel polsk kirkemusik og gav sin musik et udpræget religiøst indhold. Med de mange gentagelser, enkle akkorder og fokusering på rene klange får hans musik en meditativ karakter, som har appelleret til et publikum, der ellers ikke lytter til nykomponeret partiturmusik.

Det er som om den politiske undertrykkelse i årene efter 2. Verdenskrig frem til Murens fald skabte et kulturelt modtryk og en integritet, som var helt enestående. Årene herefter har dog vist, at også i Polen eksisterer kulturen bedst under frihed. Mangfoldigheden, eksperimenterne, budskaberne er endnu tydeligere til stede i dag, men det interessante er, at film, teater, musik har sine rødder netop i de godt 40 år, hvor kulturen levede stærkt under den officielle overflade.