Koncertkalender
Schubert | Impromptus op. 90 / 1 & 3
Schubert | Klavierstucke 1 & 3
Chopin | 4 Mazurka op. 17 / 1 - op. 30 / 2 - op. 41 / 3 - op. 30 / 4
Chopin | Polonaise-fantasie op. 61
Debussy | 12 Præludier Bog I
Debussy og hans samtid
I et flimmer af røg og damp filtreret af det gyldne morgenlys buldrer et sort lokomotiv ind på banegården. Det kunne være en scene i en roman eller et motiv hos maleren Monet. Det er Paris` banegård Saint-Lazare i 8. arrondissement, ikke langt fra Boulevard Haussmann – opkaldt efter den franske baron, der frem til 1869 havde gennemtrumfet en byfornyelse med brede boulevarder, pladser, moderne vand og kloaksystemer m.m. – en splinterny banegård i stål og glas. Monet var begejstret for Saint-Lazare. Så begejstret at han stillede sig op med sit staffeli både inde og ude og malede sine indtryk på lærredet med en intensitet, der var ligeså stærk, som livet omkring ham.
Sansningen var essentiel for Monet. Det handler om tilstedeværelse i netop det øjeblik, maleren har valgt at gengive. Det er selvsagt en illusion – der er jo ikke tale om et fotografi – men øjeblikket er trukket ud som en sanselig evighed, der bliver dyrket gennem kunstnerens personlige indtryk.
Monet malede i 1872 solopgangen over en havn med titlen Impression. Soleil levant, der blev udstillet sammen med billeder af Pissaro, Renoir og Degas. Billedet vakte opsigt og gav navn til bevægelsen impressionisme: fællesbetegnelsen for en række kunstnere, der opponerede mod den officielle kunstsmag, som den kom til udtryk i Salonen i Paris. Impressionisterne udviklede en teknik, hvor rene farver blev smurt på lærredet uden at blive blandet, som man ellers havde gjort det. De hentede deres motiver i livet i og uden for Paris. Renoirs billeder fra forlystelsesetablissementet Moulin de la Galette, Degas i café-miljøet med bl.a. den beske L´Absinthe (1876) og i balletbillederne, der blev til studier af lys, farve, krop og bevægelse. Det realistiske aspekt trådte i baggrunden til fordel for studierne af maleriets teknikker og forsøget på at opnå nye virkninger.
Hermed trådte impressionisterne ind på den vej, der skulle blive modernismens: det var ikke længere forpligtelsen over for virkeligheden eller helheden, der var bestemmende for udførelsen af et motiv, men derimod kunstnerens arbejde med at videregive sin egen sansning eller opfattelse af virkeligheden.
Der var en begejstring for fremskridtet. Når impressionisterne forsøgte at fastholde øjeblikket, var det ikke udtryk for frygt for fremtiden eller nostalgi, men ganske enkelt en registrering af tidens dimension. Tiden fik en ny betydning, ligesom det rumlige aspekt gjorde det sidenhen, og her spillede lyset og farverne en særlig rolle for malerne til at ”sløre” den nøjagtige gengivelse. Den franske filosof Henri Bergson havde de samme tanker i 1880-erne, om bevidstheden som en strøm, der både bevarer fortiden, er i nutiden og foregriber fremtiden. Tidsbegrebet fik en central betydning i årene frem mod århundredeskiftet, og det også kom til at påvirke Claude Debussy.
Debussys musik bliver ofte kaldt ”impressionistisk”. Selv om det ikke helt kan sammenlignes med malerteknikken, så dyrker Debussy gentagelsen af de samme strofer og en harmonik, der flytter akkorder rundt, uden at de får funktionel betydning i klassisk forstand – ligesom de rene farver der ikke blandes men modstilles. Debussy åbner for en dyrkelse af selve klangen i en sansemættet grad, som ikke var hørt før og han ligner de impressionistiske malere, idet også han stiller spørgsmål til oplevelsen af tid. Han udvikler disse teknikker i store orkesterværker som Nocturnes, La Mer og Images, og forfinede dem i klaverværkerne, hvor især de to samlinger Préludes (1910 og 1913) er fyldt med symbolladede billeder – Pigen med hørhåret, Den sunkne katedral, Døde blade og Fyrværkeri. Hér er det tonale ofte en subtil sammensætning af akkorder, der ikke kan finde sammen eller som er bygget op af tertser stablet oven på hinanden i det uendelige. Det er dur-mol tonalitet, men der er ingen pejlemærker: det harmoniske følger sine egne veje. Ligesom det melodiske kan være baseret på fem-tone skalaer eller skalaer uden ledetoner, og i øvrigt koncentrere sig om små figurer, der egentlig blot er af dekorativ art.
Den symbolistiske digter, Stéphane Mallarmé var begejstret for Debussys musikalske udgave af Forspil til en fauns eftermiddag, og det var typisk for de symbolistiske digtere, at de beundrede musik som den kunstart, hvor form og betydning smeltede naturligt sammen til en enhed. Det gjaldt også den normbrydende digter Paul Verlaine, hvis billedkompositioner ligefrem kaldte på musik og fik svar fra bl.a. Fauré og Debussy. En anden af de store symbolister Arthur Rimbaud var en betydningsfuld outsider i det parisiske kunstnermiljø og skabte ligesom Debussy en overgang mellem den romantiske tro på helhed og modernismens revolutionerende brug af materialet til at skabe flere sammenhænge.
Alle muligheder stod åbne i disse tiår omkring århundredeskiftet, og Debussy evnede at gribe dem, udvikle og forfine dem til musik, der måske er mere musik, end nogen anden musik, der er komponeret. Fordi den i sig selv, sansemættet og associationsskabende, klinger i tid.
