Koncertkalender
Ravel | Gaspard de la nuit
Ravel | La Valse
Musorgskij | Udstillingsbilleder
Gaspard de la Nuit og Udstillingsbilleder
Musikken maler billeder kunne være en fælles overskrift for en koncert med Ravels Gaspard de la nuit og Musorgskijs Udstillingsbilleder. Den ene skrevet i en indadvendt, mystisk symbolisme, den anden i en rå russisk stil, hvor de musikalske billeder vælter frem på nethinden.
Med Gaspard de la nuit fra 1908 bevæger Ravel sig ind i en natteverden, hvor alt er fornemmelser og dunkle indtryk. De tre klaverstykker, der udgør værket, er egentlig musikalske illustrationer af tre digte skrevet af Aloysius Bertrand. De udkom i samlingen Gaspard de la nuit. Fantaisies à la maniere de Rembrandt et de Callot i 1842, året efter digterens død. To 1600-tals kunstnere har inspireret Bertrand: Rembrandts evne til at trænge ind en verden mellem lys og mørke og tegneren Callots groteske motiver.
Digtene er forud for deres tid, skrevet i et symbolistisk sprog med både makabre og mystisk smukke billeder, der taler til alle sanser og kalder på mange betydninger. Ravel var selv påvirket af symbolismen, og Bertrands digte optog ham dybt. De viste en skyggeside af livet, som Ravel kendte og som trængte ind på ham netop i den tid, hvor han beskæftigede sig med Gaspard de la nuit. Han var stærkt knyttet til forældrene, og faderen var i lang tid ramt af en sygdom, der førte til døden.
Disse indtryk samler sig i Gaspard de la nuit. I det første digt Ondine beskrives den mystiske vandnymfe, der bevæger sig graciøst i bølgerne – en figur som bl.a. E.T.A. Hoffmann og Dvořak også blev grebet af. Ravel formår at skildre hver eneste vanddråbe, der hvirvles rundt om den smukke kvinde. Det dybere lag i musikken er dog menneskets dialog med naturen. Det lette, rislende akkompagnement giver plads til en enkel melodi. Musikken er på én gang i bevægelse og stillestående. Den cirkler rundt i tonearterne, består af flere rytmiske lag og en form der ikke er til at fastholde, bortset fra at den bevæger sig mod et klimaks.
Le Gibet betyder ”galgen” med billeder som ”Det er klokken, der ringer over en by gemt under horisonten, og skelettet af en hængt, der bliver rød i den nedadgående sol”. Klokken klinger gennem hele stykket som gentagelsen af tonen b – ganske stille. Stemningen er fortættet uhyggelig og spiller på fornemmelsen af det rædselsfulde, som man ikke kan se tydeligt. Samtidig udfolder Ravel stribevis af smukke akkorder, hvis tekniske udfordringer er næsten uoverstigelige. Stykket har ingen slutning, men dør ud ligeså stille og danner overgang til den følgende Scarbo: en poltergejst, der ikke kan finde ro – den slags, der hjemsøger ensomt beliggende slotte. Ravel har skabt en evighedsmaskine, som alligevel ikke dur. Det er som om den er sat forkert sammen. I Scarbo udfordrer Ravel alle musikkens elementer: bryder det rytmiske op, arbejder i klangflader og eksperimenterer med harmonier, som ikke længere hænger sammen (og er på vej ind i en tolvtoneteknik), og først og fremmest bryder han det kontinuerlige forløb – samtidig med at der er melodier, som fører tilhøreren videre.
Det er noget af det mest avancerede, Ravel skrev. I de tre stykker i Gaspard de la nuit slipper han kontrollen og lader sig rive med – selv om hver node indgår i en gennemtænkt struktur. Billederne af en nymfe, en galge eller et spøgelse er kun anledninger til at nå ned i det sjælelag, hvor tvivlen og rædselen hører hjemme. Skrevet som optakt til 1. Verdenskrig får Gaspard de la nuit profetisk karakter – men det er dybt personligt.
Musorgskij hører til en gruppe af komponister kaldet ”de mægtige fem”, hvis erklærede mål var at genopdage og indføre en ægte russisk kultur i kunstmusikken. De andre komponister var Balakirev, Borodin, Cui og Rimskij-Korsakov. Deres ideal var ikke nyt, men deres budskab havde gennemslagskraft, og de blev set ned på af det etablerede russiske musikliv, der delte finkulturens forsmag for vesterlandsk indflydelse. Kritikken gik først og fremmest på, at deres musik var primitiv. Det var den også – og det var tilsigtet! Det primitive lå i forlængelse af inspirationskilden: den russiske folkekultur. For Musorgskij gælder det operaerne Boris Godunov og Khovansjtjina, og det gælder klaverværket Udstillingsbilleder, som han skrev på given foranledning, idet vennen og kunstmaleren Victor Hartmann var død i 1873, og året efter blev der arrangeret en mindeudstilling med omkring 400 af hans værker og skitser. Denne udstilling var den direkte anledning til suiten af klaverstykker, men billederne må have været velkendte og appelleret stærkt til Musorgskij.
Debussy kaldte Musorgskijs musik vild. Tjajkovskij kaldte den manieret. Mens Ravel beundrede den med hud og hår og satte sig oven i købet for at orkestrere den. Han lagde i 1922 et lag farver og orkesterpragt på Udstillingsbillederne, og siden har værket gennemgået mange bearbejdninger helt frem til rockgruppen Emerson, Lake and Palmer. Men det er spørgsmålet, om ikke billederne står sig bedst i den rå, upolerede udgave fra komponisten side. I farverne sort og hvid ligesom klaverets tangenter. Her bliver promenaden til mere end en lystvandring mellem særprægede billeder.
