Om Børnehuset

Louisiana Børnehus åbnede i september 1994, og Louisiana fik hermed en enestående mulighed for at udvikle sin kunstformidling for børn og unge. Huset består af 500 børnevenlige kvadratmeter i tre etager.

I dialog med Louisianas udstillinger og samling
Aktiviteterne i Børnehuset tager udgangspunkt i Louisianas samling og særudstillinger. Med værkstedsarbejdet i Børnehuset får børnene og de unge en fornemmelse af, at de selv kan gå i dialog med kunsten, så museumsoplevelsen bliver mere end blot at tale om og kigge på kunst. De skal opleve, at museet ikke er noget utilnærmeligt, men et fristed med gode oplevelser, hvor man kan bruge sine sanser og sin fantasi.

Rum og arkitektur
Arkitekt Claus Wohlert har tegnet husets organiske, funktionelle rum, der er tilpasset børns aktive dialog med moderne kunst. Her er ingen afgrænsninger og tærskler. Og rummenes naturlige forløb opfordrer til bevægelse, nysgerrighed og aktiv udforskning med kunstens materialer og teknikker.